Simone art

EFTERSKOLELIVET FOR MIG

Dette indlæg er nok mest henvendt til dig, der senere hen skal på efterskole, eller dig, der bare er nysgerrig om, hvordan jeg har haft det med at gå på efterskole et helt år.

Først og fremmest, så har jeg haft en fantastisk oplevelse, hvis man kigger på det overordnet. Jeg har fået nogle fantastiske venner, en fantastisk sød kæreste, men vigtigst af alt, så har jeg en masse minder og oplevelser, som jeg kan tage med mig i bagagen. 

Den første måned for mig, var helt klart en lejrskole, men endnu sjovere og meget mere spændende end det. Jeg stod pludselig foran 130 andre elever og skulle lære dem at kende. Fælles for os alle, var åbenheden. Der var ingen, der var lukkede og alle ville lære alle at kende. Aldrig har jeg mødt noget så fantastisk og storsindet hele mit liv.

Vi tog på introtur til Tjekkiet ca. 20 dage efter start, og der lærte man nye mennesker at kende. Det har man faktisk gjort igennem hele året. Så fandt man også lige pludselig ud af, at man snakker godt med dén person osv. osv. -Omvendt har man også tabt nogle folk i svinget, men man kan så se tilbage på det med et smil. Det kan jeg i hvert fald, for jeg har stadig minderne om de gode tider med dem.

Det hårdeste for mig ved at være på efterskole var den konstante larm og uro i min krop. Ja, godt nok kunne man gå på værelset en gang imellem, men ens roomies kunne altid komme ind - og andre mennesker kunne komme ind og lede efter ens roomies, så jeg følte aldrig, at jeg kunne slappe 100% af. Det var også meget svært for mig, at være sammen med folk hele tiden, mest af alt fordi jeg altid har været en person, der har haft et par dages afslapning i ugen, hvor det bare har været mig, der har sovet eller set serier, og bare slappet fuldstændig af.

I takt med, at man lærer folk bedre at kende, finder man også ud af, hvem man kan være sammen med og slappe af med samtidig. Jeg har f.eks. en super sød veninde (som jeg stadig snakker meget med), hvor vi ligesom vi kunne snakke og lalle rundt, så kunne vi snuppe os en lur på et par timer. Vi var jo asociale sammen, så det måtte vel betyde at vi var sociale? 

Jeg har lært meget undervisningsmæssigt. Aldrig havde jeg troet, at jeg kunne have 6 måneders fransk og gå op til en fransk eksamen (hvor vores censor kun forstod fransk), som folk normalt går op til efter 3 år. Og jeg bestod forøvrigt også ret pænt.

Derudover har jeg forbedret mit engelsk, fordi jeg har gået på en international skole.

Mine karakterer er blevet bedre, mine eksaminer haltede dog lidt, men jeg er stolt af, hvad jeg har præsteret. Især fordi, at jeg godt ved, at jeg måske ikke har lavet mine lektier ligeså grundigt som jeg førhen har gjort og vil komme til igen. Men jeg har formået at kæmpe mig igennem et skoleår med flere 12-taller i afslutning, og det synes jeg er et stort klap på skulderen til mig selv. Fordi jeg klarede det, på trods af, at jeg ikke har kunnet slappe ordentligt af, og at jeg har tilbragt stort set alt min tid udenfor værelset, hvor vi måske heller ikke lige fokuserede mest på skolen.

Venskaber? Som tidligere skrevet, så var folk meget åbne så man fandt hurtigt nogle venner.

På min skole var der meget fokus på, at lære hinanden at kende i kontaktgrupperne først, så man havde fra dag 1 en omgangskreds på ca 12 mennesker, som man kunne føle sig trygge ved.

Allerede inden for den første uge havde jeg fået en masse nye venner, dog kun nogle få af dem, som jeg stadig er tæt med den dag i dag. Så har jeg så også efterfølgende fundet en masse andre venner, så det er ikke fordi jeg er i mangel, bare fordi det ikke lige lykkedes med de første.

Åhh, hvor får jeg det bare til at lyde som om, at det er SÅ længe siden, men det er det i sandhed ikke. Det føles bare sådan, fordi savnet er så stort, også selvom jeg ved, at jeg skal se mine tætteste og mest savnede venner igen her om lidt.

Derudover har jeg været så heldig, at min kæreste Ditlev tog med mig hjem efter dimissionen, så det ikke var helt så hårdt - selvom det var meget hårdt, og jeg virkelig ikke ønsker for nogen, at de skal igennem den tudedag. Derudover har han også været og besøge mig en enkelt gang efterfølende.

Jeg skal til fødselsdagsfest i starten af august - det er der, hvor jeg skal se mine venner igen, og jeg glæder mig utrolig meget. Jeg håber på, at vi kommer til at lave en masse af sådan nogle fester, så jeg kan få set dem igennem årerne, nu hvor mange af dem bor langt væk fra mig.

Så uden, at denne tekst bliver meget længere. For jeg tvivler på, at I vil læse en roman, så vil jeg blot beskrive mit efterskoleår som hårdt og meget energikrævende (sov meget når jeg var hjemme i weekenderne), men det har været det fedeste år i mit liv. SÅ mange minder, og venskaber man ikke havde troet man skulle få. Man får venskaber på en helt anden måde, fordi man er som en familie. Selvom jeg ikke snakkede lige meget med alle mine efterskolebuddies, så er de som en stor familie for mig. Jeg har boet op og ned af dem et helt år, har set dem døde og på deres smukkeste og lært deres fantastiske personligheder at kende.

Så, hvis du skal på efterskole, så kan jeg kun ønske dig held og lykke. Jeg ved, at du vil få et formidabelt år. Husk og nyd det, for det vil blive fantastisk. I promise.